Foruden nærværende lokale sejladsregler for Hareskov Division, Det Danske Spejderkorps, gælder ligeledes:
“Sikkerhedsbestemmelser for søaktiviteter” DDS, juni 2010
“Sikkerhedsvejledning for kano og kajak” DDS, juli 2010
Desuden kræves altid brug af almindelig sund fornuft
1. Ansvar
Divisionens søansvarlige er ansvarlige for at der årligt indsendes fartøjscertifikater til korpsets søsikkerhedsansvarlige jf. SBS 3.d.
Divisionens søansvarlige er ansvarlige for årligt at meddele korpskontoret hvilke fartøjer der ønskes anvendt inden sejlsæsonen påbegyndes jf. SBS 3.e.
Divisionens søansvarlige forestår dokumentation af kanoernes flydeevne. En flydeprøve må ikke være over 30 måneder gammel jf. SBS 3.i.
Det er den enkelte gruppes bestyrelse, der er ansvarlig for, at de af korpsledelsen fastsatte sikkerhedsbestemmelser for søaktiviteter forlanges overholdt.
Lokale regler, besluttet af gruppestyrelsen for en ikke-søgruppe iflg. regel 5.f, skal ikke indsendes til korpset, men en kopi af reglerne, underskrevet af gruppestyrelsesformanden, skal opbevares hos den ansvarlige for aktiviteten.
Vejledning
Den ansvarlige for aktiviteten er fx. tropslederen, der er på kanotur med troppen.
2. Udnævnelse af sikkerhedsansvarlig og instruktion om dennes opgaver
Ved lån af kanoer skal der udnævnes en sikkerhedsansvarlig leder (herefter: Den sikkerhedsansvarlige). Lederen skal deltage i kanoaktiviteteten. Ved ansøgning om lån af kanoer, skal låneren oplyse, hvem den sikkerhedsansvarlige er.
Den sikkerhedsansvarlige skal sørge for, at en kontaktperson på land har oplysninger om turen:
- Afgangstidspunkt
- Rute
- Forventet ankomsttidspunkt
- Væsentlige forsinkelser (meddeles undervejs)
- Orienter desuden din kontaktpersoner, når I er kommet sikkert i land
På ture af mere end én dags varighed skal lederen sikre, at der mindst én gang dagligt rapporteres til kontaktperson på land.
Vejledning
Reglen sigter på ture med overnatning (weekend, sommertogt). Kontaktpersonen skal vide: hvorfra og hvortil, tid for afgang og forventet ankomst, planlagt rute og ombordværende.
Kontaktpersonen skal så hurtigt som muligt have besked, når planer ændres eller aftaler ikke kan overholdes og altid, når man er kommet i havn. Man kan overveje at aftale faste tider for kommunikation under sejladsen, hvis muligt.
Det er vigtigt, at kontaktpersonen er - eller hurtigt kan komme i kontakt med - en erfaren sejler, der kan vurdere alvoren af fx vejrforhold.
Inden sejlads påbegyndes, skal deltagere gøres bekendt med:
- Ingen spejder må mod sin vilje deltage i en søaktivitet.
Vejledning
Vær opmærksom på om mobning, gruppepres eller andre former for „overtalelse‟ finder sted. - Redningsvest og påklædning: Enhver spejder, der deltager i en søaktivitet, skal være iført godkendt redningsvest, af passende størrelse og korrekt lukket, samt være hensigtsmæssigt påklædt.
Vejledning
De sidste fire ord indebærer også, reglen skal ikke fortolkes så strengt, at det ikke tillades spejderne at tage vesten af et øjeblik for at tage evt. trøje eller regnjakke af og på. Vesten må selvfølgelig ikke være aflagt længere tid end nødvendigt. Det er under alle omstændigheder fartøjsføreren, der bestemmer, om det kan tillades at aftage vesten - Hvem der er fører af fartøjet.
Den sikkerhedsansvarlige skal lede sejladsen på en sådan måde, at hun/han altid har kontrol over situationen.
Vejledning
“Altid har kontrol over situationen‟ betyder, at lederen ikke kan forestille sig, at der kan ske noget, hun/han ikke har kontrol over.
Den sikkerhedsansvarlige skal til enhver tid kunne skaffe sig overblik over, hvor afdelingens fartøjer befinder sig, og hvem, der er ombord.
Vejledning
Det skal enten ske personligt eller ved at sende en anden, der kan observere farvandet.
Fælles kommando 1: Når flere fartøjer sejler under fælles kommando, skal lederen sikre, at alle fartøjsførere ved, hvem der har den overordnede kommando.
Vejledning
Reglen er især vigtig, når lederen ikke selv deltager i sejladsen, eller hvis flere ledere deltager i sejladsen.
Fælles kommando 2: Når flere fartøjer sejler under fælles kommando, skal lederen sikre, at fartøjerne til enhver tid øjeblikkeligt kan komme i kontakt med hinanden.
Vejledning
Forholdsordre: Hold jer på prajehold (så vi kan høre hinanden), hold jer på signalsynsvidde (så vi kan se hinanden) eller hold radioen/telefonen åben (så vi kan telefonere til hinanden). Vær dog opmærksom på mobiltelefoners evt. begrænsede dækning.
3. Sejladsområder
Der må sejles i indre danske og svenske farvande og åer, afhængigt af den enkelte sikkerhedsansvarliges kompetencer.
Det indskærpes, at kanoer på tursejlads så vidt muligt følger kysten i en afstand af højst 100 m (vejl. til SBS 6.b).
4. Bemanding
Divisionsledelse har fastsat at der minimum skal være én person og maksimum 4 personer ombord i hver kano.
5. Fartøjsførere
Inden spejderne står til søs, skal de vide, hvem der er fører af kanoen (SBS 6.c).
6. Krav om svømmefærdigheder
Ved lån af kanoer er det op til den enkelte gruppes bestyrelse at fastsætte regler for svømmefærdigheder.
Såfremt bestyrelsen for gruppen ikke har vedtaget andet, forudsættes det, at alle medlemmer, der deltager i søaktivitet, kan svømme 200 m og er fortrolig med ophold i vandet iført redningsvest.
7. Hensyntagen til vejrforhold
Tjek altid vejrudsigten inden du tager på tur. Jo længere tur jo vigtigere bliver det. Du får den nyeste lokale vejudsigt på telefon 1853, tast 3 for ”Farvandsudsigter og observationer” og vælg derefter det ønskede lokalområde. Lyt efter især vind og strøm. Det en fordel at tage modvind og modstrøm først, så du ikke bliver overrasket på vejen hjem og måske ikke har kræfter nok til en hård tur.
Vind
Kano for begyndere ikke egnet til vindhastigheder over 5-6 meter pr. sek. Pas især på fralandsvind ved åbent vand. Ikke blot kan vinden nemt presse lette fartøjer længere ud, men et stykke fra land begynder der ved fralandsvind at komme større bølger.
Strøm
Strømmen er af meget stor betydning for små lette fartøjer. Den kan i snævre bælter og sunde komme helt op på en hastighed svarende til 8-10 km i timen! Strømmen kan løbe meget forskelligt tæt ved stranden og lidt længere ude. Lær dig at bedømme strømmens hastighed og retning ved f.eks. at se bøjernes hældninger, strømhvirvler ved brosøjler eller bundgarnspæle. Strømmen kommer fra den side, der ligger modsat hvirvlerne.
8. Krav til brug af redningsvest
Alle spejdere, ledere og andre aktivitetsdeltagere skal i aktivitetsperioden, når de opholder sig på broen eller i kanoerne og i øvrigt i forbindelse med sejladsaktivitet, bære korrekt fastspændt redningsvest. Vestene skal være CE-mærkede.
Den sikkerhedsansvarlige kontrollerer redningsveste for fejl og mangler i forbindelse med afhentning af kanoer og redningsveste. Udenfor aktivitetsperioden beslutter de enkelte grupper selv, hvorledes anvendelsen af redningsvest finder sted.
9. Gode råd
Gode råd findes ligeledes hos
Søsportens Sikkerhedsråd http://www.soesport.dk/Sider/default.aspx
Rådet for større badesikkerhed https://www.badesikkerhed.dk/
Desuden anbefales det, at den sikkerhedsansvarlige har et kanokursus, fx som udbudt af Fjeldgruppen.
Vedtaget af divisionsledelsen maj 2020